Christiansfeld – en planlagt by
For knap 250 år siden skete der noget helt ekstraordinært på en mark mellem Haderslev og Christiansfeld. Huse blev bygget på marken; i starten var det måske ikke så nemt at se planen, men efterhånden kunne man se, at det faktisk var en helt ny by, der blev bygget. En by, der blev bygget efter en helt skarp byplan.
Nogle af husene var meget store, andre var mindre, men alle var de bygget i gule teglsten fra teglværkerne ved Flensborg Fjord og havde rødt tegl på taget.
Det var Brødremenigheden, der af Christian 7 havde fået lov til at bygge en by i Slesvig, hvor kongen var hertug. Menigheden var kaldt hertil for at være med til at udvikle området, fordi de var dygtige håndværkere og ordentlige folk.
Byen blev færdigbygget på ca. 25 år, hvilket er noget af en bedrift; kom selv og se, hvad man kunne den gang. Byen står stort set, som den blev bygget sidst i 1700-tallet.
En planlagt by er Christiansfeld; ikke en sten er blevet lagt, før hele byplanen var klar. Byen blev bygget for ca. 800 sjæle i perioden 1772 – ca. 1797. Og så var byen klar, og nu står den her som en meget smuk og speciel by; stort set fuldkommen som den blev bygget sidst i 1700-tallet.
Guiderne fra Christiansfeld vil gerne vise jer byen og fortælle om denne by, som altid har fascineret os. Vi i Christiansfeldguiderne har en særlig begejstring for denne by.
Guiderne vil vise jer, at Christiansfeld fortæller danmarkshistorie; ikke “bare” om en menighedsby bygget af en udenlandsk menighed i 1700-tallet.
Den danmarkshistorie, som Christiansfeld indeholder fortæller guiderne om på en byvandring i den gule by. Huse, pladser og monumenter kan anskueliggøre den tid, hvor Sønderjylland var tysk. Byen er den første by, der blev genforenet med Danmark, da kong Chr. 10 red over den gamle grænse d. 10. juli 1920 og krigene har også berørt byen.
Vi hos Christiansfeldguiderne guider også gerne gennem byen med denne fortælling, som er en national historie; fortællingen om Sønderjylland.
Talrige danske konger og dronninger har gæstet byen, senest H.M Dronning Margrethe, da byen blev udnævnt som UNESCO verdensarv i 2015.